Mit familietræ

Minder fra en gammel Slægtsgaard.

Ved fhv. gdr. Lars Peder Larsen.

Gaardens BELIGGENHED OG OMGIVELSER.

Oppe i det vestlige Vendsyssel i en Afstand af 3-4 Mil nord for Limfjorden, da 1 Mil syd for Byen Løkken og ca. ½ Mil indenfor vesterhavet ligger der paa et mindre Højdedrag i Brødslev, der udgør en Del af Ingstrup sogn, en Landejendom kaldet: "Mellemgaard". Gaardens Navn er dog af forholdsvis ny Oprindelse. Navnet blev nemlig for kun omkring et kvart Aarhundrede tilbage i Tiden, paa en dertil given Anledning, valgt og bragt i officiel Anvendelse af den daværende ejer, Lars Peder Larsen.

Begrundelsen herfor var en naturlig Følge af Gaardens Beliggenhed omtrent midtvejs mellem to andre af Gaardene i Brødslev, som paa Grund af deres Beliggenhed henholdsvis øst og vest for Mellemgaard, benævnes som Østergaard og Vestergaard.

Men medens de to sidstnævnte Gaarde med deres Beliggenhed for hver sin ende af Højdedraget, er lavt beliggende - dette gælder da navnlig for Vestergaards Vedkommende -, saa er Mellemgaard højt beliggende oppe paa selve Højdedraget, kun i ganske ringe Afstand øst for dets allerhøjeste Omraade imod Vest. Imod øst lige midt udfor Gaarden og i Midten af Markens østlige Omraade falder Jordsnevuet dog ret betydeligt paa Strækningen, helt oppe fra Gaardens Staldlænge og omtrent ned til det østlige Markskel, hvor denne Lavning munder ud imellem ret stejle, flere Meter høje Skraaninger paa begge sider, navnlig den sydlige.

I Gaardens nærmeste Omgivelser imod Syd er der en meget betydelig Dalsænkning, kaldet Dybedal, men med beliggende paa Naboens Mark. Afstanden fra Mellemgaard til Dybedal er kun ringe i Luftlinie næppe mere end 100-125 Meter. Denn Dal, der er af betydelig saavel Dybde - deraf navnet - som Omfang, virker ret imponerende set fra Nord, ogsaa som Følge af den ejendommelige, med stejle skrænter, omgivende Natur og i umiddelbart Naboskab med Højdedraget.

Imod Vest skraaner Højdedraget omtrent fra Markskellet ned imod Hovedvejen, der fører fra Nørre Saltum i Syd, nordpaa gennem Ingstrup Mejeriby. Nord for Mellemgaards mark falder Terrænet paa Strækningen nedad imod sognevejen der forbinder Hovedvejen med Vejen, der fører fra Ingstrup Mejeriby til Vester Hjermitslev.

Med Hensyn til Mellemgaards værende Færdselsforbindelser med Omverdenen, da foregaar Færdselen ad en fra Sognevejden i Nord førende Markvej op til og bag om Gaarden, hvor Vejen i Syd tilsluttes en gammel Byvej, nu delvis Hulvej og ensporet. Denne Vej somi fordums Tid var forbindelsesvej mellem Hovedvejen i Vest, forbi Østergaard og til Vester Hjermitslev, udgør desuden Mellemgaards Markskel imod Syd paa Markens Østlige Del.

Fordelen ved "Mellemgaards høje Beliggenhed.

Naar man vil fremhæve de Fordele, som Mellemgaards høje og frie Beliggenhed deroppe paa Højdedraget frembyder for Gaardens Beboere, da er det underforstaaet, at Fordelen udelukkende er af æstetisk Art og som saadan ikke er af ren praktisk Værdi.

Til Gengæld forekommer det mig at de æstetiske Værdier paa deres Vis er af en ikke helt ringe Betydning, for saa vidt man da har Sns ogsaa for værdier af den art. Det er vistnok nemlig temmelig afgjort, at man kun yderst sjældent at kunne opleve til daglig andetsteds at nyde et Udsyn, der kan sidestilles med Udsigten fra Mellemgaard.

Fra Gaardens og dens allernærmeste Omgivelser frembyder der sig en aldeles henrivende og i sin Art, næsten enestaaende Udsigt hen og udover det stort set flade Landomraade, som Vendsyssel udgør paa Strækningen lige fra Nørresundby og Limfjorden i sydøst til - og i nordøst - langt forbi Højdedragt med Børglum Kloster i Nord, kun paa en kortere Strækning afbrudt af Omraadet med Thise Bakker. Paa denne, vel mindst 4-5 Mil lange Strækning og i en Dybde af 2-3 Mil kan man overskue hele dette udstrakte Landomraade fra Mellemgaard.

Udsynet over det omhandlede Terræn kan for interessered iagttagere udøve et saa varigt Indtryk, at det fæstner sig i Erindringen for Resten af Livet. Eksempelvis kan anføres, at man staaende paa Markskellets højeste Punkt i Syd, i kun ca. 50 Meters Afstand fra Gaarden paa en klar Sommerdag er i Stand til i Kikkert at stedfæste Beliggenheden af 12 Sognekirker indenfor Synsviden. Et saa omfattende Udsyn, som til daglig kunde iagtages fra Gaarden og dens umiddelbare Nærhed, maatte jo næsten med Nødvendighed tale sit stiltiende Sprog til Beboerne om det storladne i naturens Verden og om Skaberens Ophøjethed og hans Majestæt.

Det var da ogsaa ofte, at især Mor, naar hun paa skønne Sommermorgener sammen med sine Børn stod udenfor Gaarden imod Øst og skuede ud over det skønne landskab, fandt Anledning til atter og atter at beundre og henlede vor Opmærksomhed paa dette storslaaende og dejlige Udsyn.

Men ogsaa imod Vest - om end kun paa en mindre Strækning - er der syd for Ingstrup Mejerib til og lidt forbi Kettrupgaard en Udsigt til det store Vesterhav og hen over det mellemliggende Terræn, som det ikke mindst i visse Tilfælde er en Fryd for en interesseret Iagttager at lægge Mærke til. Naar f. Eks. I Sommertiden Solen paa en klar, stille og fredfyldt Aften ganskelangsomt sænker sig i Havet, da er en saadan Solnedgang set fra Mellemgaard, saa eventyrlig skøn, at Synet af dette Sceneri udøver en uforglemmelig Skønhedsvirkning paa Beskueren. Kun paa en Strækning imod Syd og sydvest spærrer Nørre Saltum og denne bys nærmeste Omgivelser for en længere Udsigt fra Mellemgaard. Og noget tilsvarende gør fældende paa en Strækning imod nordvest, hvor Udsigten spærres af Ingstrup Mejeriby.

Andre Følger af Mellemgaards udsatte Beliggenhed.

Naar man har forsøgt at skildre de omtalte Fordele, der er en Følge af Mellemgaards høje og fri Beliggenhed, saa maa det paa samme Tid indrømmes, at netop Gaardens udsatte Beliggenhed i saa kort en Afstand fra det, navnlig ved Vintertid, barske og urolige Vesterhav medføre visse Ulemper. For Plantevæksternes Vedkommendeudøver den kraftige Vestenvind og ikke mindst havgusen en meget betydelig hæmmende Indflydelse paa Beplantningerne i Gaardens umiddelbare Omgivelser. Thi selv om noget lignende gør sig gældende overfor Plantevæksterne i hele det vestlige Vendsyssel endda i betydelig Udstrækning østpaa, saa gør disse naturkræfter sig alligevel i ganske særlig Grad gældende over Plantevæksterne ved de højt beliggende Ejendomme. Iblandt disse er Mellemgaard nok en af dem, der er mest udsat for Naturkræfternes hæmmende Virkninger.
Den overmægtige Vestenvind fra det store Hav virker i ikke ringe Grad hæmmende paa Læbæltet omkring Gaardens Have, der tvinges stærkt imod Øst i hældende Stilling. Frugttræer og Frugtbuske angribes af havgusens - de salte Luftstrømmes - mere eller mindre ødelæggende Virkninger. Men ogsaa for Beboernes Vedkommende, saa har de gennem Generationerne været udsat for Naturkræfternes Indflydelse paa deres Velbefindende, naturligvis alt efter Vejrforholdene, som nok til Tider kan stille ikke ubetydelige Krav til deres Haardførhed og Modstandsevne.

Foruden disse Ulemper fra naturkræfternes Side saa medførte Gaardens høje Beliggenhed der oppe paa Højdedraget betydelige Afsavn for Ejendommens Beboere paa andre Omraader gennem de første Generationer, nemlig ved Vanskelighederne med at tilvejebringe tilstrækkeligt af Vand til Gaardens Drift. Man var saaledes henvist til at supplere Forbruget af Drikkevand ved Afhentning af Vand helt nede i den tidligere omtalte Lavning imod Øst fra en der i fordums Tid værende Bræønd. Dette temmelig uheldige og noget besværlige Forhold bestod endnu saa sent som indtil det sidste Aarhundredeskifte. Da lod Far nemlig grave en Brønd inde paa selve Gaardspladsen i en saa betydelig Dybde, at man omsider naaede ned til en Vandaare, hvorved den hidtidige Ulempe blev afhjulpet.

En anden Ulempe som Følge af hin Tids Vandmangel bestod deri, at man, naar Vasketøjet skulde skylles, naate transportere det ned i Dybedal, hvor altsaa Skylningen foregik inde paa Naboens mark endda. Hvaed denne Ulempe maa have betydet for det kvindelige Personales Vedko,mmende, især ved Vintertid, kan vi Nutidsmennesker vanskeligt forestille os, men det ligger dog ikke længere tilbage i Tiden end, at den nulevende Generation har oplevet det ganske vist i en tidlig Ungdom. Imidlertid blev ogsaa denne Ulempe bragt til ophør samtidig med den nævnte Forbedring af Gaardens Vandforsyning. Idet hele taget gennemførte vores Far i Løbet af de ca. 60 aar, da han forestod Gaardens Drift som dens Ejer, som den Fremskridtsmand Far var, adskillige Forbedringer saavel af gaardens Bygninger som af andre Forhold vedrørende Driften, der havde Betydning for Ejendommen som Helhed.

Gaardens bygninger og dens Jordtilliggende.

Mellemgaards Bygninger har saa lang Tid tilbage i Slægtens Historie, som den nulevende generation har erfaret gennem forrige Slætled, stedse bestaaet af fire Længer, nemlig Stuelængen i Nord, Staldlængen i Øst, Ladelængen i Syd og mod Vest Længen med Vognport, Faarehus m.m. Oprindelig var samtlige Længer forsynet med Straatag, og for Udlængernes Vedkommende var de af betydelig mindre Demensioner end de nuværende, idet disse Længer har undergaaet gentagne Forbedringer og betydelige Udvidelser. Endnu mens Farmor levede, og forestod Ejendommens Drift med Far som Bestyrer - Farmor var paa den Tid blevet Enke for 4 år siden - , blev den gamle Surlænge nedrevet og erstattet med den nuværende. Dette foregik i to Tempi omkring ved Aar 1855. Desuden byggede Far sammen med sin Broder, Jesper, en ny Gaard nede paa den til Ejendommen da hørende Jordlod beliggende i Niest. Efter at Far ved Farmors Afgang ved døden havde overtaget Mellemgaards Drift for egen Regning, gennemførte han en Forlængelse af Ladelængen imod Øst, for at tilvejebringe bedre Pladsforhold indendørs til Avlingen. Dette skete dog først mange Aar senere, nemlig i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede.

Efter min overtagelse af ejendommen i aaret 1921 blev Staldlængen saavel som Ladelængen imidlertid i Aaret 1926 ombygget og udvidet dels af hygiejniske og dels af praktiske Hensyn.

Samtidig med disse Ombygninger blev begge Længerne forsynet med Zinktag som Erstatningen for Straataget, hvorved Gaardens Udlænger fik et helt andet Præg og Udseende. En Række af Aar senere, omkring ved Begyndelsen af den anden Verdenskrig, blev der gennemført en væsentlig Forbedring af Lokaleforholdene i Stuelængen, der samtidig blev forsynet med Tegltag som Erstatning for Straataget. Og endelig blev Længen imod vest i Aaret 1945 nedrevet og erstattet med en ny Længe i mere praktisk Udførelse og Indretning og forsynet med Tegltag. Alt i alt havde disse sidste omhandlede Omforandringer og Forbedringer medvirket til i betydelig Grad, at gøre Mellemgaards Bygninger meget mere præsentable og mere formaalstjenlige saavel til Beboelse som til Ejendommens Drift.

Med Hensyn til ejendommens Jordtilliggende, der udgør ca. 38 Tdr. Land, altsaa i Virkeligheden ikke noget stort Areal, saa maa Jorden, der overvejende bestaaar af let Lermuld, betegnes som værende af en endog særdeles god Bonitet. Naar Jorden tilføres de fornødne Gødningsstoffer, da er den i Stand til, at yde Ejeren et endog særdeles godt Udbytte. Til Ejendommen hørte fordum en Udlod af betydelig Størrelse. Det var paa denne Lod, at Far sammen med Farbror Jesper, byggede den før omtalte Gaard østpaa nede i Niest. Ved Farmors Afgang ved Døden stillede Far som den ældste, Farbror Jesper overfor et frit Valg af denn Ejendom eller af Fødehjemmet som hans Arvepart. Til Fars Glæde valgte Farbror Jesper, Ejendommen i Niest.

Som det formentlig fremgaar af foranstaaende, kunde Mellemgaard med fuld Berttigelse betegnes som en i enhver Henseende værdifuld Ejendom, da min Hustru og jeg i Aaret 1946 i Maj Maaned maatte afhænde Ejendommen paa Grund af mit svigtende Helbred saaledes at den gamle Slægtsgaard gik over paa fremmede Hænder.

Slægtens Afstamning under Besiddelsen af Mellemgaard.

Da Mellemgaard overgik paa fremmede Hænder, havde Ejendommen været i Slægtens Besiddelse gennem 3 Generationer. Oprindelig var Ejendommen en Fæstegaard, der henhørte under Stamhuset Birkelse, som er beliggende ved Ry Aa. Endnu saa sent som i vore Bedsteforældres Tid, mens de drev Ejendommen, maatte de som Følge af det var en Fæstegaard, præstere Hoveriarbejde for Stamhusbesiddere til de af ham paakrævede Tider. Dette Forhold blev dog selvfølgelig bragt til Ophør, da Ejendommen blev overdraget vore Bedsteforældre som deres Selveje. Hvornaar dette skete vides ikke med Bestemthed. Da imidlertid Farfar ved sin Død blev indført som Fæstegaardmand, maa man med rette kunne gaa ud fra, at Ejendomsretten først blev erhvervet efter hans Død. Men det erindres endnu ganske tydeligt, at Far fortalte, hvor ubehageligt det var for Fæstegaardmændene, naar Stamhusbesidderens Forvalter ankom ridende til Gaarden med Paabud til Gaardmændne om at give Møde paa Godset for at udføre Hoveriarbejde.

Af de gamle Kirkebøger, der opbevares i landsarkivet i Viborg fremgaar det af Thise Sogns Kirkebog, at Farfar, hvis Navn anføres som Laurs - skal sandsynligvis være Lars -, Pedersen, var født i Manna i Thise Sogn den 15 August 1773 som Søn af Skibsmatros Peder Larsen og dennes Hustru Karen Pedersdatter af Norrig.

Farmor, hvis fødenavn var Ane Jespersdatter, blev født i Stride, i Vestr Hjermitslev sogn, i Aaret 1803, som Datter af Gaardmand, Jesper Olesen og hans Hustru Andrea.

Hvornaar Farfar og Farmor var blevet gift lader sig ikke konstatere. Farfar menes imidlertid at have været gift tidligere, idet der fra hans første Ægteskab var en Datter, Else marie, som opholdt sig i Hjemmet sammen med Far og Faster Ane, indtil Else marie blev gift med Anders Sørensen Gaarden, som var Prædikant i Menigheden. Hvornaar Farfars første Hustru, Else maries Moder, var afgaaet ved Døden, foreligger ikke oplyst, saalidt som hendes Navn og Oprindelse. I det hele taget forekommer Kirkebøgerne fra hine Tider at være ført saa ringe, at de i mange Tilfælde ikke er af nogen virkelig Værdi, som Følge af den Usikkerhed de frembyder ved manglende Oplysninger og latinske Benævnelser.

Kirkebøgerne er jo ført af akademisk uddannede Mennesker, nemlig Sognepræsterne-, og mere eller mindre ulæselig Skrift, jfr. Farfars Navn.

I Farfars og Farmors Ægteskab var der 3 Børn, nemlig vor Faster, Ane Larsdatter, født den 19 Oktober 1832, vor kære Far, Peder Larsen, født den 27 November 1835, og vor Farbroder, jesper Larsen, født den 8. Oktober 1838.

Farfar afgik ved Døden den 12 Februar 1851 i en Alder af 77 Aar. Farmor fortsatte Ejendommens Drift, først ved en fremmed Bestyrer og de sidste Aar med Far som Bestyrer, indtil hun afgik ved Døden den 14 Oktober 1861 i en Alder af kun 58 Aar.

Imidlertid repræsenterer Farfar Laurs (Lars) Pedersen og Farmor, Ane Jespersdatter, Slægtens 1. Generation, som Besiddere af Mellemgaard.

Efter Farmors Afgang ved Døden overtog Far Fødehjemmet som allerede antydet. Far var da i en Alder af 26 Aar. Saa lang Tid Far forblev ugift, forestod Faster Ane Husførelsen for ham, indtil Far i Aaret 1870 i en Alder af 35 Aar indgik Ægteskab med Mor, hvis Pigenavn var Pouline Elise Poulsen. Mor var født i Stenum den 26 September 1845 som Datter af Lærer Poulsen og dennes hustru. Endnu i nogle Aar efter Fars og Mors Bryllup opholdt Faster Ane sig i fødehjemmet, indtil hun tog Plads i Stenum som Husbestyrerinde hos Gaardmand Peder Bækgaard, med hvem hun senere blev gift. Ved Fars Overtagelse af Mellemgaard blev, som allerede bemærket, den Del af den til Fødehjemmet hørende Lod med den da nybyggede Gaard overtaget af Farbror jesper larsen som hans Arvepart.

Far og Mor, repræsenterer altsaa Slægtens 2. Generation, som Ejere af Mellemgaard.

I Fars og Mors Ægteskab blev vi en Søskendeflok paa 8 nemlig:

1. Ane Larsen, som blev født den 23 januar 1872. Søster Ane, som forblev ugift, afgik ved Døden den 15 Oktober 1945, altsaa i en Alder af 73 Aar.
2. Mette kathrine larsen, født den 18 Oktober 1873. Hun blev gift med Landmand Martin Jensen, senest i Sindal. Søster Trine, som vi kaldte hende, afgik ved Døden den 6 December 1924 i en Alder af 51 Aar.
3. Else Marie larsen, født den 9 Marts 1875. Søster Else forblev i Hjemmet som ugift, indtil hun afgik ved Døden den 13 Oktober 1920 i en Alder af 45 Aar.
4. Maren (kaldet Mary) Larsen blev født den 20 Marts 1877. Mary forblev ugift, indtil hun afgik ved Døden den 26 December 1948 i en Alder af 71 Aar.
5. Larsine Kristine Larsen, Søster Stine, som vi kaldte hende, blev født den 3 August 1879 og gift med Landmand Anton Andersen Langthjem, senest paa Kærgaard i Vraa. Stine afgik ved Døden den 11 Januar 1946 i en Alder af 66 Aar.
6. Mette marie larsen, født den 10 November 1880, blev den 23 December 1926 gift med daværende Assistent, senere Overassistent, jens Chr. Hendel, boende i København.
7. Lars Peder Larsen, født den 11 Februar 1883, som i Aaret 1921 overtog Fødehjemmets Drift efter Fars Afgang ved Døden. Blev i Aaret 1935 gift med Enkefru, Anna Thomsen, født Jensen.
8. Anine Kathrine Larsen, blev som den sidste i Børneflokken, født den 5 Marts 1886. Anine blev i Aaret 1932 gift med Fiskehandler Axel S. Hansen og med Bopæl i København.

Mor afgik ved Døden den 6 Marts 1915 i en Alder af 69 Aar. Far overlevede Mor i mere end 6 Aar, idet han afgik ved Døden den 20 Oktober 1921.

Da jeg overtog Fødehjemmets Drift efter Fars Afgang ved Døden, repræsenterede min Hustru og jeg, efter at vi var blevet gift, og saa lang Tid Ejendommen var i Vor Besiddelse, Slægtens 3. Generation som Ejere af Mellemgaard.

Skildringens Formaal.

Formaalet med nærværende Beskrivelse af det gamle Slægtshjem i Brødslev og dets nuværende og nærmeste Omgivelser, samt Forsøget paa at skildre Slægtens Afstamning og lidt af dens fortidige Tilværelse maa vel siges i det væsentlige at være af historisk Interesse for Efterslægten, da det foreliggende næppe kan interessere uindviede Læsere. For de nulevende Medlemmer af Slægten - det gælder da i Særdeleshed mine Søskende og mig-, har Skildringen dog en ganske særlig Interesse ved Forsøget paa at fremdrage i Erindringen og bevare nogle af de rige Minder om svundne, lykkelige Tider og Oplevelser, som vi havde i Hjemmet sammen med vore gudfrygtige Forældre under deres kærlige Omsorg og ved deres gode Eksempel. Det er vel derfor ogsaa forstaaeligt selv for uindviede, at naar vi- min Søskende og jeg - søger herigennem at fremdrage nogle af disse for os saa uvurderlige Minder, da er det desuden med det Formaal at give Udtryk for den Følelse af dyb og inderlig Taknemlighed til Gud, som bundfælder sig i vort Sind, naar vi betænker den Værdi og den Betydning det fik for os alle, at Gud gav Far og Mor Naade til ved ders Liv og færden, at vejlede os ind paa Frelsens og Fredens Vej.

De i det efterfølgende referede Erindringer vedrørende vor kære Fars og Mors Tilværelse og deres Livsudfoldelse saavel i som udenfor Hjemmet grunder sig paa, dels hvad Far fortalte - Far var nemlig i Besiddelse af en udpræget Fortælleevne og en god Hukommelse-, og dels paa vore egne personlige Oplevelser og Iagttagelser sammen med Far og Mor i Hjemmet.

Træk fra Fars Barndomstid og hans første Ungdomsaar.

Om sine forældre fortalte Far, at de var meget religiøst indstillede, hvilket gav sig tilkende derved, at der i Hjemmet blev læst meget i Bibelen. Ligeledes hændte det ofte, at Farfar naar han var ude i Marken og arbejdede med Jordens Behandling, tog sit Nye Testamente i Lommen for imellem Stunder derude at granske i de guddommelige Sandheder. Ogsaa Farmor var interesseret i Bibellæsning, og hun tilskyndede ogsaa Far til at læse i Bibelen, allerede mens han endnu var Barn, og hun var interesseret i at vide, om Far troede paa det han læste. I det hele taget fik man af Fars Omtale af hans Forældre det Indtryk, at de begge, saa langt det var gaaet op for dem, var oprigtige i deres Forhold til Gud, og at Hjemmet var præget af Gudsfrygt.

Farfar var saaledes ogsaa besjælet af Ønsket om, at der maatte herske en god Aand og Tone i Hjemmet, idet han henstillede til Personalet hellere at synge Salmer i Stedet for Viser. Der er derfor Grund til at regne med, at vore Bedsteforældre paa Fars Side var, hvad vi i vore Dage kalder Folkekirketroende, men i gammeldags Forstand.

Under disse Forhold voksede Far op i Hjemmet, som man forstaar til daglig omgivet af en god aandelig Atmosfære. Allerede som Barn kaldte Gud da ogsaa paa Far ved en bestemt Lejlighed, da han var med sine Forældre til et stort Bryllup indenfor Familien. Som det var Skik der paa Egnen i hin Tid, varede et saadant Bryllup i 3-4 Dage. Ved saadanne Lejligheder blev der altid drukket megen Spiritus og spillet mangt et Slag Kort, hvilket opsaa blev praktiseret ved den omtalt Lejlighed. Denne Maade at fejre Bryllup paa gjorde et saa stærkt Indtyk paa Fars Barnesind, fortalte han, at selv om det i øvrigt gik ordentlig til, saa virkede det alligevel saa uhyggeligt paa ham, at han ikke turde vaære inde i dette Selskab, men gik ud i haven ganske alene, da det syntes ham, at alle disse Mennesker maatte gaa fortabt, hvad der bedrøvede ham meget. Far var jo ikke vant til at opleve noget tilsvarende i Hjemmet, og han følte sig ængstelig ved at overvære saadan Lystighed inde i Stuen. Denne Begivenhed i Fars Barndom førte dog ikke til noget aandeligt Gennembrud.

Som Resultat af, at der i Hjemmet blev læst meget i Bibelen udviklede der sig hos Far allerede i hans Barndom og i Skolen en usædvanlig Interesse for Bibellæsning. Denne Interesse optog Far meget og medførte, at han allerede som Barn tilegnede sig de bibelske Beretninger - det var ved navnlig fra det gamle Testamente - meget grundigt, da Far var i Besiddelse af en god Hukommelse, som han for øvrigt bevarede langt op i Aarene.

Naar Læreren i Skolen da havde haft Bibeltime med Børnene i Klassen, var Far saa fortrolig med Bibelens Indhold, at han i Frikvarteret fortsatte med at forklare og videreføre de bibelske Tildragelser overfor Kammeraterne, som samlede sig omkring ham ved Kakkelovnen i Skolelokalet, hvor de var interesseret i at paahøre Fars Bibelkundskab.

Imidlertid indtraadte der i Fars allertidligste Ungdom, i 14-15 Aars Alderen, en Periode, hvor han mistede al Interesse for at beskæftige sig med Læsning i Bibelen "Selv", sagde Far, naar han senere hen i Livet omtalte denne Periode" var jeg bedrøvet over denne Ulyst til at granske i de bibelske Sandheder, og da jeg en Gang stod og lænede mig over min Hyrdekæp, sagde jeg til mig selv: "Faar jeg da aldrig mere Lyst til at læse"?. Paa Søndage foretrak Far i denne Periode, at sysle med et eller andet ude i det saakaldte Hughus. Ved en saadan Lejlighed kom Farmor derud til Far med de Ored: "Per, kom inde og læs?" Men Far havde ikke endnu genvundet Lysten til at læse i Bibelen. Nogle enkelte Aar hengik for Far i denne Tilstand, inden den gamle Interesse for Bibellæsning vaktes til live paany endnu i hans tidlige Undom. Indenfor denne Periode, da Far var i en Alder af 15 Aar, afgik Farfar ved Døden i en Alder af 77 Aar.

Fars aandelige Gennembrud.

Da lysten til paany at granske i det guddommelige Evighedsord paany blev vakt til live hos Far, førte dette til, at Gud ved sin Helligaand Tid efter anden gjorde Ordet levende og personligt for ham, saaledes at det blev en Nødvendighed for Far at faa sin Sag og sit Forhold til Gud gjort op.