|
Shared note |
Sognefoged, dannebrogsmand, møller, gdr. i Tornby Artikel om ham i Vendsysselske Aarbøger 1934.
Jernkors i Indhegning på Tornby kirkegaard.
Fra Heilesens hjemmeside. Her er også billede af hanm og gravstedet:
Chresten ønskede ikke at overtage faderens fæste, men afleverede fæstebrevet til Børglum Kloster med bemærkningen om, at det intet var værd. 1822 omtales han som indsidder, 1823 overtog han Løkkensholm i Furreby, hvor han var til 11.4.1828, hvor han rejste til Tornby. På Løkkensholm drev han han handel med nordmændene og tjente så godt, at han i Tornby kunne købe Kærsgaard Mølle, som han de første 8 år ejede i fællesskab med Niels Christensen. Chresten havde stor success som møller. Formuen investerede han i jord og ejendomme. Han overtog således flere gårde samt 12.7.1839 Tornby Kirke i fællesskab med Søren Jensen (købt ud 6.7.1857). Sognefoged 1833. Sogneforstander 1841-47, 1853-58. Skolepatron for Tornby 1845. Dannebrogsmand 1853. Valgmand til amtsråd og landsting. Chresten Heilesen var en respekteret men også meget dominerende person, der omtales som både stejl, herskesyg, og selvbevidst. Folk på egnen var ikke altid helt trygge ved ham: "Mens Chr. Heilesen havde sit hjem i fæste ... var han en søndag i kirke. Da præsten lod vente på sig, lagde en del af kirkegængerne sig på grønningen uden for kirken og lod pråten løbe. Samtalen drejede sig om en vis mand i Vittrup, der havde fået det ene øje skamferet. Til at begynde med deltog Chr. Heilesen ikke i samtalen, men pludselig siger han: 'Så kunne han (Vittrup-manden) vel også have ladet mig ha' mine møggrebe i ro'. Nu var man ikke i tvivl om, at det var Chresten Heilesen, som havde været efter manden fra Vittrup, og det så meget mere som han (Chr. H.) havde en Cyprianus. Når man var i besiddelse af den bog, kunne man mere end sit Fadervor. Chresten Heilesen havde selvfølgelig 'slået en kryl' med kridt på bjælken hjemme i sin stue og banket et søm ind midt i figuren, for så kunne den slags folk udøve slige kunster, selv om den, man ville til livs, befandt sig aldrig så langt borte." (P. Christensen). "Chresten Heilesen var i sine velmagtsdage en middelhøj og statelig mand at se til. Han var beslutsom og hurtig til handling. Hele hans livsværk var båren frem af en aldrig svigtende energi parret med en ret usædvanlig dygtighed. Over hans stræben fremad og opad lå der en vis grad af hensynsløshed, uden at man dog over hans livsværk har lov at sætte den gamle jesuitiske sætning: Hensigten helliger midlet. Som ældre gik han til daglig altid klædt i en lang sort kjol (skødefrakke). Håret faldt langt ned ad nakken. Med sin sorte hund 'Feldmann' i hælene vedblev han indtil det sidste år at gå sine ture". (mundtlig information fra bekendt af C.H. til P. Christensen) |