Mit familietræ

Forloverne ved vielsen var Møller Søren Jensen i Liver Mølle og gårdmand Peder Thirup i Nørum.
Tillysningen begyndte den 9. december 1855.

Forloverne ved vielsen var Søren Jensen og Christen Nielsen.
Tillysningen begyndte den 11. juli 1858.

Fra en slægtsbog udlånt af revisor Erik Christiansen, Hjørring.
"Maren er et gammelt Familienavn, for Tiden næsten ude af Kurs. Tre Marener, alle Søskendebørn og omtrent af samme Alder, var paa engang sammen i Bagterp. Som eneste Barn var Maren naturligvis til stor Glæde for sine Forældre; hun udvikledes desuden til en god og smuk Pige. Kun 21 Aar gammel blev hun gift med den 24 aarige Jens Sørensen fra Liver Mølle i Skallerup, Søn af den kendte Møller Søren Jensen og Hustru Karen Margrethe. Ved Giftermaalet kom de straks til at overtage den ret store Bedrift (Ejere blev de i 1875) med et betydeligt Landbrug, fremskredent Mejerivæsen og Vandmølle, der dengang var en stor Forretning.
Her lidt om Møllens Historie: Liver Mølle eller Savmøllen, som den undertiden kaldes, er ikke i Forhold til Vandmøllernes sædvanlige Alder særlig gammel. Den er anlagt i de første Aar af det forrige Aarhundrede af den kendte og betydelige Foregangsmand Thomas Pedersen Smed, der anlagde og ejede flere Industrivirksomheder, bl.a. et Brændevinsbrænderi og et Jernstøberi i Hjørring, og hvis Mindesten staar blandt fremragende Vendelboers i Sct. Knud Kilde Anlæg ved Hjørring.
Møllen blev oprindelig anlagt som Savmølle, Oliemølle og Stampeværk. Tømmeret til Savningen hentedes paa Stranden og var lejlighedsvis Vragtømmer, men i Særdeleshed Tømmer, der kom med Skuderne fra Norge. Det havde været Planen, at Tømmeret skulde flaades op ad Aaen; men det blev vist aldrig til noget. Olieværket fik ikke ret megen Betydning. Det arbejdede paa den Maade, at Frøene, mest Raps, men ogsaa frarenset Agerkaalsfrø, under Omrøring blev opvarmet i en stor Gryde, kom derefter i smaa Poser, der blev lagt paa en plan Flade af fint tilhugget og poleret Kampesten, hvorpaa 2 Møllesten trillede rundt paa Højkant, og ved deres Vægt pressedeOlien ud. Den opsamledes nedenunder i Bakker. Affaldet (Kagerne) tørredes og brugtes først til Brændsel, senere lærte man at bruge det til Kreaturfoder. Stampeværket stampede Bøndernes Vadmel; det lavede, naar det var i Gang, et ganske forfærdeligt Spektakel. Det var en ikke ringe Virksomhed, og der blev, indtil denne Husflid hørte op, behandlet store Partier af Vadmel og Uldtøj. Det var Konens Bestilling at passe Stampen.
Møllens første Anlæg mislykkedes forøvrigt. Man havde bygget øst for Aaen paa nedrammede Pæle; men om Vinteren skyllede Vandet Fylden bort, og Møllen stod frit paa Pælene. Den blev da flyttet over paa den vestre Side af Aaen, hvor der var fast Blaaler.
Ikke længe efter Møllens Oprettelse, blev der oprettet Grynmølleri ("Pilleri"). Byggrød var jo dengang en langt mere almindelig Spise end nu, og Grynmølleriet omfattedes ikke af Mølleprivilegiet, der ophævedes 1852 og endeligt 1862. Den Side af Møllens Virksomhed var en Tid meget betydelig. Grynene solgtes foruden til Egnen til Købmændene i Hjørring, Løkken, Lønstrup og Tornby, ligesom en hel Del udskibedes til Norge. Transporten foregik dels med Heste, dels med Studeforspand og var ved Vintertid og ad de daarlige Veje tit nogle drøje Ture.
Med Norgesfarten (Skudehandelens) Tilbagegang stagnerede en hel Del af Virksomheden. De hjemlige Samfærdselsmidler udvikledes, og Konkurrencen blev større. Savværket nedlagdes ret tidligt, Olieværket senere.
Jens Sørensens Fader, Søren Jensen, der var født 7/10 1804 i Ø. Vanggaard i S. Harritslev, var vist lidt i Familie med Thomas Smed og blev Lærling paa dennes Brændevinsbrænderi paa Nørregade i Hjørring. Thomas Smed foreslog den unge Mand, at han skulde tage til Liver Mølle og lære Virksomheden der; men da Søren Jensen vægrede sig, afgjorde Thomas Smed efter Sigende Sagen med de Ord; "Do ska sku der nir, for de ka vær, do ku vue der." Han og hans Slægt efter ham, blev der over 100 Aar efter og besidder endnu Møllegaarden.
Søren Jensen overtog Virksomheden i 2 à 3 Dele, den første Del omkring 1830, sandsyligvis ved at købe Thomas Smeds Medejeres Parter. Først ved Skøde tinglæst 3/3 1845 blev han Ejer af hele Ejendommen, der da bestod af Grynmølleri, Olie- og Stampeværket, samt ca. 10 Td. Land.
Efter Mølleprivilegiets endelige Ophævelse 1862 blev der indlagt Melkværn og Sigteværk, og Formalingen af Korn til Brød og Foder tog efterhaanden Magten fra de øvrige Grene af Virksomheden. Indtil Husmøllerne tog Fart og ødelagde Mølleriet, beskæftigede Møllen 2 Svende.
1883 brændte den gamle Mølle ved Selvantændelse i Mølleriet. Jens Sørensen opbyggede da Møllen og Stuehuset meget solidt og praktisk, indlagde ogsaa Flormelskværn med tilhørende Sigteværk, men den danske Hvede var for uensartet, saa han maatte have ungarsk Hvede, men dette kunde ikke betale sig, saa denne Del af Virksomheden maatte nedlægges.
Jens Sørensen kørte lange Forretningsture til Hjørring, Lønstrup og flere andre Steder og drev tillige Handel med Korn og Foderstoffer. Maren var da meget overladt til sig selv og i saa Tilfælde til Ledelsen af Bedriften, derunder Husholdning og Mejerivæsen, de mange Møllebesøgende, Pasningen af den gamle Svigerfader, efterhaanden ogsaa af den voksende Børneflok, for hvilken hun var en udmærket Moder. Paa en stilfærdig Maade forestod hun det alt sammen og forstod tillige at skabe Hygge og Velvære i Hjemmet. Hun havde lært Husholdning og Mejeri hos Madam Degner paa Vanggaard. Jens Sørensen havde været Elev paa Bjørnsbaks Højskole i Smidstrup, og saavel derfra, som fra sine Forældre havde han stærke Impulser til Oplysning og Fremdrift. En tidlig indtraadt betydelig Døvhed bevirkede, at han holdt sig fra offentlig Virksomhed, hvad han ellers vilde have været selvskreven til. Den voldte ham ogsaa Besvær i hans Forretning; men trods dette var han en stor Slider, og han var en meget hjælpsom og imødekommende Mand, der havde ondt ved at sige nej, naar nogen bad om hans Hjælp, hvilket undertiden rykkede stærkt i hans Pengepung. Landejendommen udvidedes efterhaanden, saa den omfattede 65 Td. Land. Inden Fællesmejeriernes Tid var der et tidssvarende Vandmejeri, hvis Kærne blev drevet af Møllen. Da Husmøllerne myldrede frem omkring Aarhundredeskiftet, var han en af de første, der begyndte at tænke paa Elektricitetsværk. I Krigsaaret 1917 solgtes Møllen til Hjørring Kommune, der omdannede den til Elektricitetsværk. Dette er senere overgaaet til et selvstændigt Højspændingsværk til den nærmeste Egns Forsyning med Elektricitet. Jens Sørensen byggede da en Villa tæt ved Gaarden, hvor han og hans Hustru flyttede ind.
Hustruen var den milde, kærlige Kvinde, der levede for sin Mands og Børnenes Vel; de udfyldte hinanden godt i Hjemmet og levede et sitlle Hjemmeliv. Trods det hendes Stemme var blød og mild, kunde de dog stadig føre Samtale med hinanden. Den 18/11 1920 holdt de deres Guldbryllup under megen Deltagelse fra Slægt og Venner. 1928 døde Maren.
Endskønt Helbredet de sidste Aar var noget svækket, fulgte Jens Sørensen dog stadig med ved Læsning, ved Smaaarbejde og ved Besøg hos sin Søn paa Liver Møllegaard.
(Oplysningerne om Jens Sørensen og Hustru er givet af fhv. Gaardejer Niels Jensen Jørgensen i Skallerup. Oplysningerne om Møllens Historie af Jens Sørensen, Livermøllegaard.)
Fra Hjemmet er udgaaet 8 voksne Børn, en lille Dreng er død som spæd. De tre Døtre, Grethe, Amalia, og Anna var den ene efter den anden Husholdersker hos Jens Golde i Bagterp i hans mangeaarige Enkestand. Søren har nu Golde og den yngste Søn, Jens, Livermøllegaard.